LEJ FERIEHUS I CORI

 

Tiberius' villa i Sperlonga

- er en køretur derned værd..
Grotten, hvor Odysseus-gruppen stod, er der, med det vandfyldte bassin foran, og man kan forestille sig den enorme marmorgruppe, som kan ses i museet ved siden af, hvor fragmenterne er samlet, og giver et flot billede af grottens udsmykning.
Her følger en artikel om fundene og om en udstilling af den rekonstruerede gruppe..
Af JAN BO HANSEN Weekendavisen 17.12.1999
 
Musa! fortæl mig om manden, den vidtbefarne, som flakked'
meget omkring, da han havde forødt det hellige Troja,
så mangfoldige byer og fik deres sæder at kende;
Rekonstruktion af Odysseus-gruppen
Mens Iliadens forfatter anråber musen, fordi han vil beskrive en følelse, vil Odysseens forfatter beskrive en person. Mandens navn var Odysseus, den af grækerne, der fik den mest vidtløftige hjemrejse fra Troja. Han havde forødt byen, som Homer siger, for det var Odysseus, der havde fundet på listen, som efter ti års belejring fik trojanerne til at åbne portene. Læseren vil jo sikkert mene, at han ikke selv ville være faldet for et så gennemskueligt num­mer. Der er dem, der mener, at der er tale om et billede på det jordskælv, der ifølge arkæolo­gerne ødelagde Troja VI, idet Poseidon, der frembringer jordskælvene, kan fremstilles i hesteskikkelse. Hesten var således det eneste der blev tilbage som erindring om det ødelæggende jordskælv. Hvordan det end forholder sig, så var Odysseus den, der ved sin snilde og veltalenhed sikrer den græske side sejren. Det er ham, der sikrer sig Achilleus' våben, så de kan overgå til Achilleus' søn, der er den eneste, der kan bringe Troja til fald. Alt det ved Odysseus, mens de andre helte ikke ved det, og derfor spiller han en særlig rolle i den græske bevidsthed.
Kort efter at Odysseen var blevet digtet, har vi de første billedlige fremstillinger af hans liv og rejser. Historierne om Odysseus' vildveje var de mest elskede af alle heltene fra Troja. Ingen er blevet afbildet så ofte, og næppe nogen taler så umiddelbart til fantasien. For nogle år siden blev jeg vist rundt i det nordligste Grækenland af en charmerende repræsentant for det græske udenrigsministerium, der havde den særhed, som hun vist deler med resten af det græske folk, at hun betragtede personerne
i Iliaden og Odysseen som historiske personer, tidlige repræsentanter for den græske familie. Det lyttede jeg tålmodigt på, når jeg selv skal sige det, men da hun henkastede, at man mente at have fundet Odysseus' grav, syntes jeg alligevel at tiden var inde til at løfte en belærende pegefinger og sagde: Odysseus er en person i en tekst af Homer. Det synspunkt tyggede hun på, men hun blev ikke et øjeblik overbevist. Det var rigtigt, sagde hun, at Homer havde skrevet om Odysseus, men det betød jo ikke, at Odysseus ikke havde levet. Det kunne hurtigt føre ud i vidtløftige spekulationer om, hvad det betyder, at litterære personer lever »i virkeligheden« og hvordan man sikrer sig, at det nu er dem og ikke en anden sømand ved navn Odysseus. Vi kom ikke længere.
Odysseus fra Polyphen-gruppen i Sperlonga
Nogen græsk sømand var han nu næppe, alene af den grund at navnet ikke er græsk, hvad der vel også tyder på, at vi ikke har at gøre med en mand, men med en myte. Homer - som ikke er den samme som den Homer, der digtede Iliaden - har vel fundet et stort materiale, som han har givet den form, vi kender omkring år 700, altså mange år efter Troja VI gik til grunde. Homers Odysseen er en kompliceret komposition, meget forskellig fra Iliaden. Tre forskellige handlingsgange føres til sidst sammen, og det peger på, at der er en og kun en forfatter til produktet, selv om man retfærdigvis må sige, at meget lærde folk har forsøgt at udrede op til tre forskellige forfatteres bidrag. Men ret beset er det ikke noget tilfælde, at man netop kan lede efter jordiske rester af Odysseus, for han er på en ganske anden måde end Achilleus en sammensat og vanskelig person, som man kan identificere sig med og hvis fantastiske rejser, man kan fantasere over. På en stor aktuel udstilling i Munchen -» Odysseus - Myte og Erindring « - ser man hvordan.
Først tyve år efter at have forladt Ithaka vendte Odysseus som bekendt tilbage til konge­dømmet, men kun for at finde huset belejret af bejlere, der spekulerede på, hvordan de kunne få fat i den sørgende hustru Penelope og konge­dømmet. Tilbagerejsen alene tog ti år. Ganske vist - en del af årene havde han brugt sammen med andre kvinder end lige Penelope. Der må have været store huller i den beretning, han giver Penelope den første aften, de er sammen efter han har udryddet hendes bejlere i massemord. Til hans forsvar må man indrømme, at disse kvinder jo ikke var helt almindelige, men i tilfældet Kirke en heks, datter af Helios, i tilfældet Kalypso »den hårfagre bolde gudinde med menneskestemme«. Dér kan det jo være svært at stille noget op. Andre kvinder var Skylla, som spiller en central rolle på udstillingen og sirenerne.
Til billedet hører også en blodtørst, som ganske vist aldrig antager de psykopatiske træk, som Achilleus besidder, men alligevel kan være uhyggelig nok. I et sandt orgie afliver Odysseus bejleme, mens de utro tjenestepiger bliver hængt. En ondskabsfuld hyrde bliver snittet i mindre stykker, nosserne revet af ham og kastet for hundene. Det er først Athena, der i de sidste linier forsoner Odysseus og de mange, der nu har sat sig for at slå ham ihjel.
Altsammen er det stof for fantasien, et sandt stenbrud af materiale, der anvendes fra antikken til i dag. På et tiaspunkt synker Odysseus i an­seelse. I tragedieme beskrives han som intri­gant og ondskabsfuld, men han kommer til ære og værdighed igen. I den kristne tradition bliver han ligesom Herakles et symbol på dyd, og fra det 17. århundrede optræder han i litteraturen, mindre som et billede på dyd end på eventyrlyst og nysgerrighed. Denne historie er imidlertid ikke taget med på udstillingen, der holder sig til antikken.
- - -
 
DET er ganske bestemte scener af Odysseus liv og levned, der udfordrer billedmageme. Den mest afbillede scene i antikken er ejendommeligt nok blindingen af Polyphem, den enøjede kyklop, der holder Odysseus fanget og æder hans mænd.
Fragmenter af "Palladionrovet"
Og det mest imponerende i hele udstillingen er da også en rekonstruktion af figurerne fra hulen ved Sperlonga, et lille sted ved kysten midt mellem Rom og Napoli, hvis hovedscene netop er en kolossal fremstilling af Odysseus og Polyphem.
Efter mange diskussioner frem og tilbage er man nu nået til halvvejs enighed om, at grupperne i sin tid er bestilt af kejser Tiberius, Augustus' adoptivsøn, som regerede fra 14 til 34, og formodentlig havde en villa i nærheden. Der findes noget af et brev fra Augustus til Tiberius, hvori han sammenligner Tiberius med Odysseus og citerer fra Homer. Hvordan sammenhængen énd har været, har historien om Odysseus tydeligvis haft en særlig betydning for Tiberius, der byggede en villa ved Sperlonga og lod grotten indrette i nærheden.
Skulpturerne blev opdaget i 1957 og stedet udgravet af den tyske arkæolog Bernard Andreae, der også er drivkraften bag denne udstilling. Når man siger, at skulpturerne blev udgravet, så må man også sige, at det skete som tusindvis af splinter og at de store opstillinger, man kan beundre på udstillingen er rekonstruktioner, og som alle rekonstruktioner genstand for kiv og strid blandt kendere og dem der ved endnu bedre. Originaleme var af bronze, men de er for længst gået tabt. De opnåede stor berømmelse i antikken, hvor de blev omtalt som Odysseen i marmor, og en indskrift forklarer, hvordan Vergil ville have indset ordets begrænsede magt over for billedkunsten, hvis han havde set det.
Området foran grotten var et bassin, således at man kun kunne nærme sig skulpturgruppen i bestemte vinkler, der var bestemt af kunstnerne. Der var i alt fem store grupper. Oven på klippen stod en fremstilling af Ganymedes' rov, en begivenhed, der på en måde udløser alle de senere ulykker, idet Ganymedes, den smukkeste af alle dødelige, røves af Zeus (i skikkelse af ørn). Hera (i skikkelse af jaloux hustru) fremkalder scenen med Paris' dom, der fører til bortførelsen af Helena, den trojanske krig og Aeneas, der drager bort fra Troja og grundlægger Rom, hvis kejser Tiberius er. Ingen skal sige, at det ikke hænger sammen. Ved indgangen til hulen er der til venstre en gruppe, der viser Odysseus redde Achilleus' lig ud af kampen. Liget skal brændes og begraves på anstændig vis, men desuden er det vigtigt at redde Achilleus' våben, fordi de er nødvendige for erobringen af Troja. Striden om disse våben mellem Odysseus og Aias fører en ny tragedie med sig, Aias sindssyge og selvmord. På den anden side viser en gruppe Palladionrovet, en episode fra krigen om Troja. Grækerne har fået at vide, at de ikke kan erobre byen, sålænge Pallas Athena-statuen står i templet Odysseus og Diomedes drager ud for at stjæle den, men trojarierne har snedigt nok anbragt en falsk Athena-statue. Hvordan falsk? vil læseren spørge. Jeg ved det ikke, men Athena ved det, for hun - der er på grækernes side og hele tiden forsøger at holde hånden over Odysseus - lader den rigtige Athena-statue slå øjnene op og ryste sit spyd. Gruppen viser Odysseus og Diomedes fare fra hinanden af overraskelse netop i det øjeblik, det sker. Det er faktisk af stor virkning, og gruppen var umådeligt berømt i antikken.
Midt i grotten fremstiller en stor gruppe Skylla, der her er en kvinde og seks uhyrer, der hver flår en af Odysseus mænd. Det var forudsagt ham, at det skulle gå sådan, men alternativet var som bekendt Charybdis, der ville have taget mand og mus. Skyllagruppen er ifølge en indskrift skabt af de samme kunstnere, der skabte Laokoon, en gruppe, der også handler om Trojas fald.
Bagerst i grotten viser en kolossal gruppe Polyphem, en af kykloperne, et barn af Poseidon, der er faldet en del under faderens niveau. Han har spærret mændene inde i hulen, æder dem to og to og har bebudet som sit faste fortsæt at æde Odysseus til sidst. Odysseus drikker ham fuld og blinder ham. Siden slipper mændene ud under de væddere, kæmpen har i hulen om natten. Også denne scene, Odysseus der holder sig fast under Polyphems yndlingsvædder, var et af antikkens mest yndede motiver ikke mindst i vasemaleriet. Her er det uhyre dramatisk, den så at sige tilspidsede situation, en vældig konstruktion, som gjorde et voldsomt indtryk i antikken.
Der er også andre grupper og naturligvis mange mindre ting af stor virkning - ikke mindst vor egen Penelope fra Glyptoteket, som har en fortjent central placering og pryder bagsiden af kataloget, som Odysseus-hovedet fra Sperlonga pryder forsiden. Men det er rekonstruktionen af grupperne fra Sperlonga, som bør lokke folk til fra nær og fjern.
 
Odysseus. Myte og erindring. Udstilling i Haus
der Kunst, Munchen, til den 9. januar 2000.
Katalog på 400 sider med 426 billeder i farve og 62 i s/h, 49,50 dm.
 

Andre store seværdigheder  

 
 
HOME

Vil du vide mere.....  så ring 8643 9000 -eller email@cori.dk

TOP

SITEMAP