Lej feriehus i Cori GÅ TIL HOME..........

 

Kap. IX

Folkelige Traditioner, skik og brug.

Fødsel. Dåb og faddere. Barndom og ungdom.
Forlovelser. Ægteskab. Gaver. Fester.
Carosello storico [den historiske ridekonkurrence]. Coresisk dialekt.
 

Folkelige sædvaner og traditioner

En berømt forfatter, som i forrige århundrede besøgte Cori, beskriver hvorledes bønderne om morgenen drager af sted til markarbejdet og om aftenen vender hjem: De drog af sted i det allerførste morgenlys, flere hundrede, og hen imod solnedgang vendte de tilbage gennem byens smalle stræder med deres æsler bundet sammen to eller tre, i en lang række. Og bag dem gik kvinderne med den ene arm tungt hvilende på dyrets last og lod sig således trække af sted; kun mændene, der var alt for trætte af dagens hårde arbejde, måtte ride på dyrene. – Denne landlige scene hører nu til fortiden. De ydmyge æsler og muldyr er blevet udskiftet med gamle maskiner, som prustende og støvende kører af sted på vore marker.
Og de unge piger og bønderne, som kommer hjem fra markerne med leen over skulderen, er fjerne minder fra en nær fortid. Således er der i løbet af ganske få årtier sat punktum for de gamle vaner og traditioner, som gjorde Cori til andet og mere end dens [berømte] love. Det følgende kapitel handler om disse coresiske traditioner.
[I oversættelsen af dette kapitel er der – uden nærmere angivelser - udeladt en række detaljer og visse ting er genfortalt lidt friere].
 

Fødsel

Når en glædelig begivenhed nærmede sig, udvalgte forældrene barnets faddere fra kredsen af venner, snarere end fra familiekredsen. Denne praksis var ikke blot accepteret, den var nærmest et krav som et tegn på et nært venskab, og relationen mellem barnets familie og fadder-familien (det var næsten altid et ægtepar, som var faddere) blev betragtet som meget vigtig og forbundet med mange faste ceremonier på bestemte dage.
 

Barndom og ungdom

    I forbindelse med påsken lavede mødrene og ofte også den kvindelige fadder en speciel kage til børnene. Drengene fik èn formet som en hest, pigerne en kage formet som en dukke. I midten var der et æg. I luksus-udgaven var der to æg og små mandelbolcher (”confetti”) ovenpå. Børnene var meget ivrige efter at få disse kager velsignet påskelørdag aften under den almindelige velsignelse i hjemmet.
   Børnenes lege skiftede med årstiderne,  hver periode havde sine bestemte lege. De var altid simple og kostede ikke noget.
   Julekrybben ved S. Francesco var en attraktion for alle. Navnene på de udstillede personer var kendt af alle: Nikodemus, Baldassar og søster Sciaccola med frugtkurven på hovedet.
   Aftenen før Helligtrekonger (6. januar) kom børnene med foder og hø til de hellige tre kongers kameler, og fik til gengæld appelsiner og nødder. I optoget på Hellig Trekongers dag deltog hele byen. Drengene benyttede denne dag ofte lejligheden til at udfordre hinanden i stenkastning i området mellem Cori Valle og Cori Monte.
Når pigerne var 12-13 år (undertiden tidligere) iklædte de sig denne dag den traditionelle coresiske dragt: en pollacca-jakke, forklæde og skørt. Fra denne dag af blev de betragtet som unge (ikke længere børn) og blev sat til at arbejde.
 

Forlovelser

Man fulgte nøje det gamle ordsprog om ”at kvæg og hustru skulle man vælge fra sin hjemegn”. Det var således usædvanligt at en fra Cori Monte forlovede eller giftede sig med en fra Valle. Det var ikke velset, og den pige eller kvinde der vovede at bryde traditionen risikerede at blive ugleset og betragtet som ”en fremmed” selv blandt sine nærmeste. Det var den kommende brudgoms fader, der skulle anholde om pigens hånd hos hendes fader, hvilket normalt skete en dag hvor der var fest i byen. Og det normalt positive svar blev givet straks på stedet. Søndagen efter kom så gommens familie på besøg hos svigerfamilien.
Forlovelser varede ofte i årevis og var underlagt strenge regler. Den unge mand måtte besøge sin kæreste hver aften hjemme hos hende, i familiens skød og olielampens skær. Det var ligeledes velset, hvis han ved visse lejlighed mødte op med et par musikere for at synge en serenade for sin elskede.
 

Ægteskab

Brudegaven fra brudens familie bestod traditionelt af 12 (evt. 24 eller 36) sæt linned, lagt i en fornemt dekoreret dragkiste, samt et batteri af køkkengrej i kobber. Brudgommens gave var smykker (guldfingerringe, øreringe, halskæder). Gaverne blev overdraget aftenen før brylluppet, hvor bruden iførte sig brudekjolen med smykker og det hele, og der blev serveret brød og skinke, ciambelle og drukket vin. Undertiden også danset (”il santarello”). Selve brylluppet næste morgen tidligt i kirken blev kun overværet af familierne, og brudeparret tog umiddelbart efter på en bryllupsrejse frem til følgende lørdag aften. Herefter gik alle søndag til den store højmesse i kirken, og derefter var der bryllupsmiddag i brudgommens hus.
 

Gaver

Cori’s specialiteter fra gammel tid har været de runde sprøde kager,” ciambelle” (som man dypper i hvidvin), desuden byens specielt gode brød samt tobak. En Coreser kunne ikke tage på besøg udenbys hos slægtninge eller venner uden at have nogle af disse specialiteter med som gave; det ville ikke være passende. Dette usædvanligt gode, bløde og letsaltede brød, eller disse velduftende ciambelle var et sandt lækkeri for alle. Og tobak fra Cori, - det var et højt estimeret begreb, noget sjældent og usædvanlig fint.
 

Fester

Madonna del Soccorso  

er byens ældste og vigtigste fest, som går helt tilbage til 1521, hvor Jomfru Maria viste sig i et syn og frelste et 3-årigt barn. Festen er siden blevet afholdt hvert år den anden søndag i maj. Det er en officiel begivenhed, hvis forløb er nærmere beskrevet i byens statutter. Borgmester og byråd har formel pligt til at deltage i den religiøse procession. Den vigtigste begivenhed inden for festens verdslige del var det store hestevæddeløb, samt en række andre konkurrencer. Endvidere var der tidligere tradition for at opføre et teaterstykke på pladsen foran klostret. Indtil 1913 var der også den smukke tradition med indsamling af gaver til fattige ugifte kvinder. Det er desuden den dag i året, hvor fraflyttede coresere absolut kommer hjem på besøg i deres fødeby.
 

Madonna del Rosario

er Cori Valle’s århundredgamle hovedfest, stammer tilbage fra midten af 17.årh.
 

Il Carosello Storico

er en nyere byfest, som – med nogle pauser – har eksisteret siden 1937. Den har ingen anden historisk status end illusionens: Et forsøg på at genfremstille de gamle festers karakteristika (hestevæddeløb/ringridning og processioner i renæssance-kostumer; og festen ligger derfor i logisk forlængelse Madonna del Soccorso-festen). Men den har fået stor folkelig opbakning, befolkningen deltager aktivt og entusiastisk i forberedelserne og konkurrencerne mellem byens tre lokale kvarte­rer, der har hver sit byvåben, farve og motto:
Porta Romana: bue og pil, blå og gul, ”Per aspera ad astra”.
Porta Ninfina: Borg med bro, blå og rød, ”Viribus unitis”.
Porta Segnina: Tre bjerge, grøn og gul, ”Excelsior”
Festen starter med morgenringning fra alle byens kirker og den traditionelle gamle kirkelige velsignelse af ”våbnene”, dvs. de lanser som senere bruges ved ringridningen. Fra omkring mid­dags­­tid starter så en lang procession fra toppen af byen omkring Piazza Segnina og ad nøje fastlagt rute passeres forskellige steder, for alle at drage gennem Porta Ninfina byporten og videre ud på byens sportsplads, hvor ringridningen foregår. Det er et farverigt optog, hvor grup­pevis indgår repræsentanterne fra det kommunale styre, repræsentanter fra de tre porte, alle i renæssancedragter, forestillende pager, riddere, fruer, podestà (borgmester etc.; desuden optræder byens berømte korps af ”sbandiatori” (fanesvingere), samt et antal ryttere og krigere. Efter konkurrencen festes der til langt ud på natten, ikke mindst naturligvis omkring den port, som har vundet.
 

Coresisk dialekt

En coreser kan man kende på sproget allerede ved den første hilsen. Det særlige tonefald, den bestemte accentuering af ordene samt sprogmelodien, foruden naturligvis alle de særlige dialektord gør, at sproget er uforveksleligt med nogen anden dialekt. For at forstå baggrunden for dette skal man langt tilbage i sproghistorien, for her indtager Cori en meget speciel position, nemlig som en latinsk, romersk provins beliggende midt i et område behersket af det meget krigeriske volskiske bjergfolk, hvis territorium havde centrum omkring Terracina-Priverno, men strakte sig helt op til Velletri, der var volskisk koloni. Sproget på dette tidspunkt [500-300 f.K.] har givetvis været en latinsk domineret dialekt (volgare), men med stærke volskiske indslag. Og op igennem århundrederne har Cori ført en så isoleret tilværelse bag sine mure, at ikke meget har ændret sig sprogligt. Efter Dantes tid ændres dog gradvis på hele halvøen den ældre volgare-latin i retning af det, som Dante kaldte ”il dolce stil novo” (den nye bløde stil, som han selv formulerede på skrift) og man kan om den aktuelle Cori-dialekt sige, at den har bevaret vældig mange træk fra denne 1200-tals ”vulgær”-latin, samt at der fortsat indgår mange særegenheder og karakteristika, der stammer helt tilbage fra det antikke volsker-latin.
Luftfoto Cori 1995
 
 
Luftfoto af Cori 1995

 

 
HOME

Vil du vide mere.....  så ring 8643 9000 -eller email@cori.dk

TOP

SITEMAP