Lej feriehus i Cori GÅ TIL HOME..........

 

Kap. VIII

CORI EFTER 1870

Økonomiske og sociale forhold. Befolkning. Giulianello. Leo XIII. Hospitalet.
Drikkevandet. Jernbanen og vejene. Elektrisk lys. Skoler.
 

De økonomiske og Sociale forhold

I 1870 overgik Cori fra at høre under pavestaten til at være en del af kongeriget Italien, uden rystelser eller heroiske erklæringer. Genforenings-bevægelserne havde ikke sat sig spor på egnen. Man havde nok fra visse mere velinformerede personer udefra hørt om Vittorio Emanuele og Gari­baldi og de seneste begivenheder på halvøen. Folk fra Velletri – som var dem, man hyppigst havde kontakt med, og som vidste at fortælle fantastiske historier om Garabaldinerne – dem havde man liden tillid til; de skulle bare vigte sig. Det var også et spørgsmål om lokal-stolthed.
Da pavestatens styre ophørte gik coranerne ikke ud for at plante frihedens træer, men fortsatte deres daglige arbejde uden at prale med, at man med det nye styre havde fået et bedre liv.
Cori var en lille by med cirka 6500 indbyggere. Igennem sin århundredlange historie havde byen ikke gjort særlige hverken bygningsmæssige eller demografiske fremskridt; coranerne levede, som de havde gjort helt siden antikken, forskanset bag deres mure og bundet til deres jord og det hårde arbejde på markerne. Dyrkningen af vin, oliven og ganske særlig tobak gav byen ry for at være en af egnens rigeste. Men også i Cori var livet fattigt. Der manglede et hospital, en skole, en vand­forsyning samt veje til omverdenen. Man kunne ad kørevej nå Velletri og Cisterna; forbindelse til de øvrige nabobyer havde man kun ad muldyrsti. Dette var en forhindring for handelen, specielt med vin, som det tog en lang dags rejse at få bragt ind  til hovedstaden.
De nye administratorer stod over for at skulle løse disse problemer.
 

Befolkningen

Hos forskellige ældre og nyere forfattere (Lauarienti, Ricchi, Moroni, Enciclopedia Italiana Svimez.) har vi fundet nogle angivelser af befolkningstallet gennem tiderne i Cori. Vi gengiver dem nedenfor uden garanti for nøjagtigheden. De kunne tjene til at vise, at befolkningstallet ikke opviser nogle større spring; etc...
Oversætterne har valgt ikke at bringe alle disse tal. De vigtigst er følgende:
 
Antal indbyggere  i årene
 
1656: 4.761
 
1744: 4.500
 
1850: 5.141
 
1871: 6.223
 
1901: 7.363
 
1921: 7.373
 
1961: 9.376
 

Giulianello

Fra 1870 blev byen lagt ind under Cori kommune som en fraktion. Dens oprindelige navn var Giuliano efter den adelige familie Iulia, som Giulio Cesare og Ottaviano Agosto tilhørte og som var ejere af det store len. Da Lazio blev til èn stor provins [region i dag] fik byen navnet Giulianello, for at adskille den fra byen af samme navn nær Frosinone. Dens oprindelse går tilbage til tiden omkring barbarernes invasioner. I middelalderen gav Innocens III den som len til Pietro degli Annibaldi, senere overgik den til Conti-familien, og derefter til Salviati’erne og endelig til Borghese-familien. Og i 1908 endelig til brødrene Sbardella. Kardinal Antonio Maria Salviati blev i samtiden betragtet som Giuliano’s grundlægger pga. de store bygningsarbejder der blev udført på castelloet. Bypo­r­ten og paladset er bygget af ham, såvel som en lang række andre bygninger, der stadig bærer hans navn. Byen var dengang en autonom kommune helt frem til den napoleoniske periode, og i 1830 blev den hovedsæde i den nye provins Marittima-Velletri. Da provinsen Roma blev oprettet kom sammenlægningen med Cori kommune, og man har siden forgæves forsøgt at få genoprettet auto­nomien. “Man siger, at der i nærheden skulle ligge det antikke Ulubra, hvor Ottaviano voksede op, om hvem man fortæller, at han var irriteret over den voldsomme larm fra frøerne i området.”[1]
 

LEO XIII

Blev valgt til pave den 28 februar 1878. Var søn af Ludovico Pecci og den adelige coreser Anna Prosperi Buzi, og startede allerede som meget ung den strålende karriere der skulle bringe ham helt til tops i det romerske pontifikat. Som 28 årig bliver han “pavelig legat”, som 33 årig ærkebiskop og Vatikanets ambassadør i Bruxelles, som 43 årig udnævnes han til kardinal. Hans udnævnelse til pave blev hilst med universel begejstring, lige såvel som senere hans doktrin var genstand for almindelig beundring. [I den flg. sætning forstår jeg ikke ‘pseudo profezia’, - giver ingen mening at oversætte med ‘falske profetier’, der kalder hans pontifikat “himlens lys”??]
Leo XIII’s breve udgør en hel encyclopædi inden for den katolske tænkning, og hans RERUM NOVARUM om kirkens sociale principper bliver genoptaget og videreudviklet af hans efterfølgere.
Pave Leo havde stor sympati for Cori. De uforglemmelige erindringer om moderen og hans tante Teresa samt venskaberne fra ungdomstiden bandt ham til byen. En af hans kæreste erindringer om moderen var hendes hengivenhed i forhold til B. Tommaso. “Helt tilbage i vores barndom – sagde han på et senere tidspunkt – valgte vi, på vor gode moders råd, ham som en af vore særlige beskyt­tere; og i vore bønner indføjede vi et Pater Ave og Gloria til hans ære, sådan som vor salig moder havde gjort det.” Og ved forskellige lejligheder udtalte han også hvor stor glæde det ville give ham, hvis han blev proklameret helgen.[2]
Også da han blev gammel huskede han gerne navne og personer, begivenheder og episoder fra Cori. Ved forskellige lejligheder gav han byen store gaver, og han tilbagekøbte S. Francesco-klostret af kommunen. “Vi vil gøre det samme for Cori - sagde paven en dag – som vi har gjort andre steder,” men hans intentioner fandt ikke det rette miljø.
De kommunale administratorer havde deres moderne ideer og nedværdigede sig aldrig til at bestige Vatikanets trapper i de 25 år han var pave.[3]
 

Hospitalet

“For sit hospital står Cori i gæld til den velgørende og velmenende greve, adv. Augusto Cataldi”, således skriver Monsignore Pasquali.[4] I et donations-dokument fra 12 maj 1877 forærede han byen  en stor bygning, som han havde arvet, til dette formål. Dette dokument blev hjørnestenen i opbyg­ningen af hospitalet, der efter giverens ønske fik navnet “Santa Maria salute degli infermi”.
Indvielsen fandt sted den 7 marts 1880 med højtidelige folkelige optog og taler af talrige autori­te­ter. Der var musik, skydning, tombola og endog et vokal og instrumental-ensemble, der spillede ved rådhuset.
 

Drikkevand

Mangelen på drikkevand giver stadig i dag alvorlige problemer for byens befolkning og udvikling. Der findes ingen kilder på kommunens territorium, og i århundreder har man måttet klare sig med vand-opsamlingsbeholdere (cisterner) og spare vældig meget på vandet fra disse kommunale anlæg (lago vetere, lago maggiore og pozzo dorico), hvis der overhovedet var noget at få pga. årstiden. I længere tørkeperioder måtte man helt ned til Ninfa for at hente vand. Først i 1886 lykkedes det kommunen at købe vand fra Carpineto kommune: 22.000 lire betalte man for at få 11 “once”. Året efter var der vand fra Fota i Cori’s brønde. Med denne for datiden ret betydelige udgift (300.000 lire) løste man i nogen grad det alvorlige problem for de næste årtier.
 

Jernbanen og vejene

Den 16. marts 1892 blev jernbanen Velletri-Terracina åbnet. Begivenheden blev hilst som et af de fremskridt den nye stat havde bragt til alle de italienske regioner, specielt dem som havde været mest forsømt af det gamle regime. Den kommunale forvaltning skulle sørge for vejen til stationen.
På åbningsdagen var alt klar; de borgerlige autoriteter kunne køre til stationen i deres hestevogne.
Anden halvdel af vejforbindelsen imellem Cori Valle og Cori Monte måtte imidlertid vente yderligere over tyve år. Det var kun befolkningen i Monte-området, der havde interesse i at kunne køre i vogn op til porta Segnina, og udgiften var fælles for hele kommunen. Følgen var utallige stridigheder, udsættelser af projektet, had og angreb på bestemte politikere, især op mod kommu­nal­valgene. Disse og andre lokale problemer blev holdt i gang af to stridende lokalblade, La Draga (Dragen) og La Striglia (Striglen), der stod for hver sin holdning. Men omsider blev også vejen op til Monte en realitet, takket være en beslutsom og viljefast indsats fra den autoritative leder af Porta Segnina, Valentino Marafino.
Åbningen skulle være foregået med en stor kortege-kørsel med vogne og heste udsmykket til fest. Men i sidste øjeblik nægtede beboerne fra Cori Valle at deltage, givetvis en af de sæd­van­lige pole­mi­ske attituder i byen. “Det er dem fra Monte, der har villet have denne vej, og de kan nyde den for sig selv!” Og efter en række polemiske udfald vendte folkene fra Cori Valle om og tog hjem. Den opstemte og farverige kortege ankom således halveret op til scenen, hvor autoriteterne stod og ventede, på pladsen som i dag hedder IV November. Og her tog man så revanche. Man drak al vinen og spiste alle kagerne, som var sat frem i rigelige mængder til den store begivenhed: “ Det er jo dem nede fra Valle der betaler!” Og det hele udviklede sig således hen imod en herlig komedie.
Men nede i Cori Valle kaldte de vejen for “Via degli Asini”, æselvejen.
 

Elektrisk lys

Indtil 1911 fik Cori lys fra acetylen-lamper. Disse få og svage små flammer, som kun lige anty­dede hvor vejen gik uden at oplyse den, var allerede dengang et fremskridt; men mere veludviklede byer havde allerede på det tidspunkt fået indført elektricitet. Cori kunne ikke stå tilbage. Og i dette år så folk i byen med nysgerrig forundring mænd kravle rundt på stiger og sætte ledninger på alle murene, og en aften blev som ved et trylleslag hele byen illumineret med elektrisk lys. Der havde været langt mellem de gamle kultråds-lamper, sådan forekom det i hvert fald nu, hvor det nye lys strålede i Cori’s gader. Glødelamperne fra bedsteforældrenes tid og lamperne fra i går var med et slag blevet historie; nu kunne man gå lige så frit og sikkert ud om natten som om dagen. Folk var begejstrede og der var generel ros til kommunalforvaltningen over dette fremskridt.
Til de enkelte boliger kom strømmen dog først langsomt frem. Et elektrisk anlæg kostede mellem 15 og 20 lire, og så var der den månedlige afgift oveni. Det var en udgift som mange familier ikke havde råd til.
 

Skoler

Et af de alvorligste problemer, som i årevis havde plaget kommunalforvaltningen var manglen på en skolebygning.. Man klarede sig i starten med nogle rum i det gamle S. Oliva-kloster; men senere da elevtallet voksede måtte man ud at leje provisoriske og ofte ikke centralt beliggende lokaler til stor gene for alle. Igennem mere end et halvt århundrede havde de skiftende byråd haft et skolebyggeri øverst på deres program. Men ingeniør Fochi’s fine projekt forblev en drøm helt indtil 1938.
Men netop som byen møjsommeligt var i gang med at løse sine problemer udbrød 1. verdenskrig, som afbrød alle initiativer. Mænd imellem 18 og 43 måtte af sted til fronten. Deres fravær betød en forringet økonomi, både nationalt og især lokalt i landbruget. Fødevarer blev en mangelvare, og for første gang stiftede man bekendtskab med fænomenet ‘rationering’ og personlige rationeringskort. Befolkningen sultede. Den 4. november 1918 kom endelig freden; stormklokkerne forkyndte krigens afslutning og de italienske troppers sejr; store og små blev grebet af en uimodståelig begejstring. Lykken over endelig at have fået freden tilbage. Og håbet om at den ville vare.

 

[1] Guida della Provincia di Roma, ed. Club Alp. ITAL. 1890, pp. 884.
[2] J. Fraikin: L’infanzia e la giovinezza di un Papa Leone XIII, Grottaferrata 1914, p. 160-65.
[3] Vi har gerne villet kontrollere og afvise denne påstand, som ofte fremsættes af de ældre her i byen, men i kommunens arkiver mangler adskillige bind af  byrådsreferaterne, muligvis gået tabt under krigen. Imidlertid ville det ikke være underligt, hvis sagen faktisk forholder sig således, tidens antikirkelige holdning taget i betragtning.
[4] C. Pasquali: Ospedale S. Maria Salute degli Infermi di Cori, Roma 1902.
HOME

Vil du vide mere.....  så ring 8643 9000 -eller email@cori.dk

TOP

SITEMAP