Lej feriehus i Cori GÅ TIL HOME..........

 

Kap. VI
 

KUNST OG TRO

Arkitektur og kunst. S. Maria della Pietà. SS. Pietro e Paolo. SS. Salvatore. S. Michele. Cappella del B. Tommaso. S. Francesco. S. Oliva. Klostergården. Santuario del Soccorso. Oratorio della SS. Annunziata. Forsvundne kirker.
 

Arkitektur og Kunst

De fleste af de huse man endnu i dag ser i Cori, blev opført i det 17.århundrede. Dengang kappedes de rige familier om at bygge nye huse eller restaurere gamle familieejendomme i tidens smag. De opførte barokportaler, store trapper og rummelige saloner, hvor den populære musiske og litterære underholdning fandt sted. Også den kirkelige byggeaktivitet var stor. Kirkerne San Pietro, Santa Maria og San Salvatore – der stadig var smukke i deres romanske enkelhed – blev bygget om, ikke af nødvendighed eller af hensyn til menighederne, men på grund af tidens smag for kunst og nyskabelse. Soccorso-kapellet blev fuldstændig revet ned, og det nye Santuario del Soccorso blev bygget, og også kirken Santa Maria del Pianto blev revet ned og nybygget.
Blandt kunstværkerne mindes vi især San Francesco-kirkens smukke loft, som kunstneren Luigi Guarnieri brugte tre år på at udføre. Guld og penge blev skænket af byens borgere og især af den rige coreser Rosato Bucciarelli. Alle disse kunstværker, som kostede tusindvis af scudi, skyldtes generøsiteten og offerviljen hos coreserne, som gav rigdomme og arbejdskraft for at udsmykke deres by med pragtfulde monumenter.
 

Santa Maria della Pieta’

Historikeren Laurienti skriver, at denne kirke blev opført i gammel stil på det sted, hvor Diana og Fortuna-templet havde ligget. Den havde en yderst smuk kampanile, som imidlertid er styrtet sammen på grund af sin høje alder. Den stil, der refereres til, kan være den gotiske eller romanske, der begge brugtes i middelalderens kirkebyggeri. I 1600-tallets første år ville førstepræsten Lucio Ascanio Cialdiera ombygge og forskønne sin kirke efter tidens smag, og resultatet blev den nuværende bygning – diskret i sine arkitektoniske linier, men ikke nødvendigvis at foretrække frem for den gamle kirke, hvis buer muligvis hvilede på det antikke hedenske tempels søjler.
Under disse ombygningsarbejder blev intet sparet, og mange kostbarheder gik tabt, heriblandt to læsepulte af sten. Også bispestolen blev fjernet, men den blev dog siden sat på plads igen. Den uvurderlige påskestage, som ifølge eksperter er den ældste, der kendes, er derimod velbevaret. Professor Hjalmar Torp fra Oslo Universitet har foretaget grundige studier af den, og anslår den til at være fra 1210[1].
Adolfo Venturi beskriver påskestagen således: »den hviler på to kimærer med runde øjne og kroppe med bølgestriber. Den cylindriske base, som hviler på kimærernes rygge, bærer rækker af indhuggede stjerner, hvorover der ses en række af dyr efter hinanden. Herfra rejser sig fire små kannelerede søjler med ribber og rebmønster, der bærer kapitælen og skålen, hvori påskelyset står. Denne har palmetter, trekanter og andre geometriske figurer indhugget og udboret i et fint mønster[2]
Andre værdifulde kunstværker er: maleriet med Pietàmotiv fra det 16. århundrede, altertavlen med Frelsermotiv fra det 16. århundredes romerske skole, maleriet af Madonna med rosenkransen fra det 16. århundrede, maleriet af den salige Tommaso fra det 18. århundrede og det store tabernakel af forgyldt træ fra det 18. århundrede.
I kirken fejrer man festen for Madonna med rosenkransen og der findes berømte relikvier fra de salige coresere Sante Laurienti [3] 
 

Santi Pietro e Paolo

Kirken ligger på grunden for den gamle kirke Santissima Trinità. Den blev tegnet af arkitekten Carlo Pasqualis og opført i 1952. Den har et areal på ca. 600 m2 og kan rumme ca. 800 personer. Dens simple linier og moderne indretning gør den til en af Coris smukkeste kirker.
Marmoralteret, der bruges til døbefont er yderst værdifuldt. De øvre hjørner er prydede med vædderhoveder, hvorfra der hænger guirlander af blomster og frugter. På forsiden og på siderne er udhugget gorgonhoveder, hvor slangerne er dog er hugget bort. Også en væddermaske er hugget væk. Nogen mener, at det er alteret fra Herkulestemplet, men Medusahovederne og den relativt ringe størrelse (28 cm x 74 cm x 54 cm) udelukker formentlig denne hypotese. Det er mere sandsynligt, at det er et gravminde fra det 1. århundrede e. Kr.
 

Santissimo Salvatore

Kirken ligger ved siden af ruinerne af Dioscurertemplet og overlapper delvis forhallens oprindelige areal. I første halvdel af det 17. århundrede blev tagspærene fjernet og loftet blev udsmykket med stuk. Freskerne blev udført af en forholdsvis god kunstner omkring 1600-tallets begyndelse; de centrale i 1597, de flankerende i 1610. Billedet i Carminekapellet stammer fra samme periode.
 

San Michele

På grund af en antik inskription – »Apollini Sacrum« – som blev fundet nær kirken, mener man, at den er blevet opført på ruinerne af Apollo-templet, som der ikke længere findes spor af. Fresken fra sidst i 1400-tallet, der forestiller Madonna med barnet, er bemærkelsesværdig. Pistilli skriver at »det menes, at billedet med titlen Mater Salvatoris stammer fra samme periode og samme pensel som billedet i Santuario del Soccorso, fordi det er malet i samme tradition, og betydelige kunstnere har hævdet det [4].« Billedet befandt sig i det gamle Cataldi-hus, men blev flyttet til kirken, efter at et mirakel fandt sted i 1665.
 

Capella del Beato Tommaso

Den salige Tommasos kapel ligger ved siden af hans hus, hvor det blev opført i forrige århundrede efter tegninger af arkitekten Nicola Giansimoni fra Velletri.
Det blev højtideligt indviet af monsignore Gerardo Macioti i 1832. Billedet af den salige Tommaso og billedet af San Rocco er udført af kunstneren Giuseppe Manno, som allerede i 1827 havde malet billedet i Konservatorkapellet på Capitol.
 

San Francesco

Kirken og klosteret San Francesco skylder sin eksistens et løfte, som Coris borgere afgav omkring midten af 1400-tallet. Bygningerne stammer dog fra det følgende århundrede, nemlig fra 1521 til 1528.
Med det skønne forgyldte kasetteloft fik kirken sin endelige form i 1676. Blandt andre kunstværker, der bør nævnes, er koret, der helt er udført i indlagt nøddetræ af en ukendt franciskaner fra Rieti, prædikestolen fra det 17. århundrede og hovedalterets altertavle fra det 16. århundrede. Denne tavle blev restaureret i 1967 af professor Donnini fra Soprindentenza alle Belle Arti og har atter fået sin varme og harmoniske tone. Derimod er den værdifulde julekrybbe og det kunstfærdige refektorium, udskåret af franciskanske kunstnere i 1600, gået tabt [5].
 

Santa Oliva

Cori har fået det smukke klosterkompleks Santa Oliva på grund af pater Ambrogio Massaris kærlighed til sin hjemegn og kardinal Guglielmo d’Estoutevilles gavmildhed. Det blev bygget til augustinermunkene, som i 200 år havde holdt til i Insitoklosteret, der med tiden var blevet et usundt og usikkert sted, placeret som det var, uden for murene ved den laveste del af byen. Det er sandsynligt, at arkitekterne er Sebastiano Fiorentino og Giacomo da Pietrasanta, der begge arbejde for Guglielmo d’Estouteville. Det sted, der blev valgt til det nye kloster var tæt ved ruinerne af Janus-templet, hvor traditionen foreskriver, at den første kristne kirke blev grundlagt i det 4. århundrede. En kunstner med heldig indsigt reddede resterne af det gamle tempel ved at forene det med den nye kirkes buer.
Marmoralter Santi Pietro og Paulo
 
FOTO XV
MARMORALTER SANTI PIETRO E PAOLO
Inskription IV århundrede   
 
FOTO XVI
INSKRIPTION FRA 14, ÅRHUNDREDE
                                                Sant Oliva kirken
Massari blev ramt af uheld og førte ikke sit arbejde til ende med en værdig udsmykning. Freskerne i apsis blev malet i 1507 af en rimelig efterfølger til Pinturicchio, men loftet blev »udsmykket med fresker af en bizar kunstner med en livlig fantasi, der ikke forstod at forene hverken renhed, tegnekunst eller en ordnet komposition. Han malede scener fra det Gamle og det Nye Testamente, og det er morsomt at se, hvordan han afbildede skabelsen af dyrene og af kvinden [6]
Freskerne i apsis bekostedes af Lorenzo Mandaionis og freskerne på loftet af brødrene Antonio og Giacomo Mattei.
 

Klostergården

S. Olivaklosterets vigtigste del er den smukke klostergård, som ifølge Giovannoni kan måle sig med de fineste og ædleste udsmykninger fra 1400-tallets guldalder. Den har to søjleordener. Den nederste er en rummelig arkade, der går hele vejen rundt om gården med stensøjler og joniske kapitæler. I den øvre del er søjlerne derimod af marmor med forskellige kapitæler, udsmykkede med vandplanteblade, vædderhoveder, delfiner, overflødighedshorn, engle og små menneskefigurer. Kunstneren har indhugget sit navn og datoen – Ant. da Como, An. 1480 – i den anden og den syvende søjle i loggiaens venstre side. Der er i klostergården bevaret nogle antikke inskriptioner og andet arkæologisk materiale, som venter på, at gården bliver sæde for bymuseet.
 

Santuario del Soccorso

Det smukke Santuario (dvs. helligdom), der hæver sig majestætisk i Lepinerbjergene og dominerer byen, er forbundet med miraklet med jomfru Marias tilsynekomst for pigen Oliva Iannese. På stedet, hvor det ligger, har der i umindelige tider ligget et af disse kapeller, som benediktinermunkene plejer at opføre rundt om deres klostre. Da det gamle kloster nogle mil borte blev forladt, forfaldt også dette kapel. Det er måske derfor, at et billede af jomfru Maria blev fundet på en gammel mur, overgroet af brombærranker. Straks efter fundet byggede coreserne en kirke, der blev dekoreret med fresker og indviet i 1537. På grund af den stadig større tilstrømning af pilgrimme, også fra de nærliggende landsbyer, besluttede byrådet, at kirken skulle udvides uden hensyn til omkostningerne: »expensis non parcere, expensarum sumptus non coercere [7]« [udgift skal ikke spares, udgifter skal ikke indskrænkes, PH.]. Arbejdet blev betroet den romerske arkitekt Mario Arconti, men det storslåede projekt måtte indskrænkes på grund af de store udgifter. Den nye kirke blev indviet i 1639 efter fire år med store anstrengelser og umådelige omkostninger, der især skyldtes transporten af byggematerialerne.
Hovedalteret med doriske søjler og kostbart marmor blev bekostet af den coresiske adelsmand Lorenzo Buzi, og Madonnabilledet blev anbragt der i 1639. Det ser ud til, at denne fresko stammer fra den florentinske skole omkring år 1300. Det har undergået adskillige restaureringer og tilføjelser, og kun originalens centrale del er tilbage. Tronen, som jomfru Maria sidder på, de to engle, som bærer kronen, pigen Oliva og stoffet, der dækker Jesusbarnet, er alle senere tilføjelser
Der er mange mindeværdige begivenheder knyttet til Santuario del Soccorso: den højtidelige kroning af Jomfruen, de forskellige 100-års mindefester, hvor borgerne i Cori genoplevede dagen for tilsynekomsten og med fornyet entusiasme besteg Soccorsobjerget. Alle disse festligheder efterlod et lysende kølvand, som dog derefter slukkedes i løbet af dagliglivets kedsomhed. Men et nyt liv begyndte for helligdommen i 1938 – da ankom munkeordenen Padri Trinitari. Med bygningen af den store noviceskole fik Santuario del Soccorso det samme  imponerende udseende som de gamle klostre, hvor »laus perennis« (evig hyldest) steg op til Skaberen. Fædrenes aktiviteter er også årsag til kørevejen, som giver let adgang for alle de pilgrimme, der ankommer i bil.
Når vi taler om Madonna del Soccorso, er en glæde at huske på, at to af de populære hymner, som man synger i hele Italien, lød for første gang i Santuariet i Cori. De blev komponeret af augustinermunken Benedetto Giulimondi, den første, »Cantiamo fedeli con dolce armonia« (Lad os troende synge med sød harmoni), i 1668 og den anden, »Mira il tuo popolo« (Se dit folk), i 1878, hundredåret for kroningen af madonnaen. I de tusinder af udgaver, der siden er kommet af denne sang, er stroferne med Madonna del Soccorso forsvundet. Det drejer sig om den anden, tredie og fjerde strofe. De lyder sådan
 ManifestandotiFatta mirabile    Tua bella immagine 
 O eccelsa Diva Sopra quel monteIncoronata
 A quell’ingenua Dicesti schiudere Da tutti i popoli
 Fanciulla Oliva Di grazie il fonteMagnificata
 Celeste gaudio  Ad ogni suppliceDi vera fe'
 Iddio ci diè     Che viene a te E’ santuario
 O Santa VergineO santa VergineO santa...
 Prega per mePrega per me 
 
 Ved at vise dig,Et mirakelDit smukke billede  
 oh ophøjede Gudinde,på dette bjerg.kronet
 for den uskyldigeDu bød os afaf alle folkene.
 pige Oliva taknemmelighed  Ophøjet.  
 gav Gud os at åbne kildenEr helligdom
himmelsk glæde.  for enhver bedende for sand tro.  
 Oh hellige Jomfru,som kommer til DigOh hellige...
 bed for mig Oh hellige... 
 
I den sjette strofe blev linien »tutti t’invocano soccorritrice« (alle påkalder dig, hjælperinde) ændret til »tutti t’invocano ausiliatrice«  [8] [samme betydning, men med et andet ord for hjælperinde, der ikke er afledt af »soccorso«, PH.].
Heller ikke således lemlæstet mister hymnen sin skønhed, men det vides, at den blev komponeret i Cori til ære for Madonna del Soccorso.
 

Santissima Annunziata

Dette kapel omtales for første gang i 1373, da Giovanni Giudici gav et stykke jord ved siden af San Silvestro for at en kirke skulle bygges der [9]. Kapellet kan stamme fra dette tidspunkt og freskerne kort efter. De lærde er enige om at datere det til begyndelsen af 1400-tallet. Udsmykningen blev ikke udført på én gang efter en overordnet plan, men forskellige mestre arbejdede der, hvilket let kan ses, både af stilen og af kompositionen. Det var også forskellige personer, der lod udsmykningen iværksætte.
På alteret, under Madonnabilledet står: »Ista figura Virginis Mariae fieri fecit Catarina Stefanelli«
(Denne figur af Jomfru Maria lod Catarina Stefanelli udføre)
På højre væg står: »Hoc opus fieri fecit Comune terrae Cori«
(Dette værk lod Cori Kommune udføre)
Våbenskjoldene og inskriptionerne på døren: »De Spagna fuit. Qui me legerit dicat unum Pater NR.P.AIA. mea«
(Jeg var fra Spanien. Den, som læser mig skal bede et Fadervor for min sjæl.)[10] De minder os også om spaniernes deltagelse i dette værk.
På centralvæggen har kunstneren malet Bebudelsen, Fødslen, Madonna med barnet og De vise mænds tilbedelse. De fresker, der har størst værdi, er dem på de nedre dele af sidevæggene. Til højre er den opstandne Kristus, apostlene og andre helgener (S. Peter med nøglerne, S. Andreas med korset, S. Caterina fra Alessandria, S. Giustino og S. Lucia), til venstre ses Jomfru Maria på tronen, og forskellige helgener (Johannes Evangelisten, Frans af Assisi, der får stigmata, S. Lorenzo, S. Agata med flere).
De øvre dele af væggene samt loftet er dekoreret med scener fra det Gamle og det Nye Testamente.
På bagvæggen er Dommedag malet. Øverst ses Kristus som dommer med Jomfru Maria og Johannes Døberen, nederst englen, som kalder til doms, S. Michael, som jager de fordømte til Helvede, hvor der befinder sig nogle fordømte, der torteres på yderst realistisk vis. Inskriptionerne, der næsten som regibemærkninger ledsager personerne, er i dag så godt som ulæselige.
Videnskabsfolk og kunstnere, der har interesseret sig for disse fresker, har erklæret Annunziatakapellet et kunsthistorisk monument af stor interesse. Hermanin skriver: »Blandt alle de kunstværker, som jeg kender i den romerske provins, er der ikke ét, der kan sammenlignes med dette, hvor man ser kunsten fra en maler, der frit og sikkert bevæger sig frem af fornyelsens vej [11]
Kapellet er Nationalmonument.
 

Ødelagte kirker

Santa Anna

Kapel bygget på grunden for pigen Olivas hus og indviet til S. Anna. I 1918 lå det i ruiner, og det blev solgt til Tommaso Marafini og reduceret til beboelseshus [12].

Sant’Agostino

Anneks til Augustinerklostret Insito, blev forladt, da munkene flyttede til S. Olivaklostret.

Sant’Angelo

På sletten ikke langt fra byen.

Sant’Antonio Abate

Lå uden for porta Signina sammen med kannikeklostret S. Antonio Abate. Ejendommen blev af Pius IV overdraget til clarissersøstrene i Cori sammen med statuen af helgenen og eneretten til at velsigne dyrene.

San Benedetto

I Tirinzaniabjergene.

Santa Caterina

Sognekirke på piazza delle Torri, ødelagt ved bombardement i 1944. Blandt malerier ef en vis værdi var et af S. Caterina og et af S. Tommaso fra 16.-17. århundrede.

San Cristoforo

Mellem søen og Santuario del Soccorso.

San Donato

På sletten uden for byen.

San Giacomo

I bjergene mod øst.

San Giorgio

Uden for porta Ninfina. På stedet blev fundet statuer og andre ting fra antikken, og det menes, at termerne lå der.

San Leonardo

Uden for byen, på kanten af bjergene.

San Lorenzo

Lå mellem Cori Monte og Cori Valle. Sognet blev opløst da augustinerne flyttede til S. Oliva, og dets ejendom overførtes til klostret.

Santa Margherita

Gammelt augustinernonnekloster i nærheden af Veteresøen. Blev opløst af Urban III (døde 1187).

Madonna delle Grazie

På via Ninfina.

Madonna della Pace

Lå på Arx Corana, Coris højest punkt. Ødelagt ved bombardement.

Madonna del Pianto

Bygget i 1598 ovenpå San Giovanni Evangelistakirken. Ødelagt ved bombardement.

Santa Maria Nova

Uden for porta Ninfina. Var sognekirke i 1300-tallet.

San Nicola

Meget forfalden. Højtider blev fejret i den indtil for få år siden [NB: bogen er udgivet i 1968, PH.] og den var under opsyn af en eremit.

Santi Pietro e Paolo

Meget gammel sognekirke, beliggende op ad Herkulestemplet. Blev ødelagt under luftangrebet den 31. januar 1944, hvorved mange medlemmer af menigheden blev dræbt. Blandt kunstværkerne bør nævnes: den fantastiske prædikestol fra 1500-tallet, malerierne af Johannes Døberen (1500-tallet), Madonna (1600-tallet) og De vise mænds tilbedelse (1700-tallet) samt sølvkrucifikset fra 1500-tallet, en gave fra pave Gregor XIV. Den eneste ting, der blev reddet, er den kostbare romerske urne, hvorpå døbefonten i den nye SS. Pietro e Paolo hviler.

San Rocco

Uden for porta Ninfina. Blev opført i 1523 under pesten.

San Silvestro

Lå op ad Annunziatakapellet. Der findes ikke længere spor af de gamle malerier.

Santissima Trinita’

Kaldes også l’Abbazia i dag. Hørte til et benediktinerkloster, der blomstrede i det 12. århundrede. Til dette hørte sognet SS. Trinità, der blev opløst i 1944 [13] 
[1] Torp 1962
[2] Venturi 1889
[3] 1339-1392, ikke at forveksle med den tidligere omtalte historiker af samme navn, der levede 1597-1656, og Tommaso Placidi 1656-1729, [PH.].
[4] Pistilli 1921
[5] Pistilli 1887 og Scarnicchia 1966
[6] Nibby
[7] Pistilli
[8] Marcello Nardi 1966
[9] Laurienti
[10] Acrocca
[11] Hermanin 1906
[12] Pistilli
[13] Laurienti
HOME

Vil du vide mere.....  så ring 8643 9000 -eller email@cori.dk

TOP

SITEMAP