Lej feriehus i Cori GÅ TIL HOME..........

 

Kap. V

Lys og skygge i det XVI - XVII. århundrede

Kampe og partier. Jomfru Marias tilsynekomst. Marcantonio Colonna. Torquato Tasso. Verallislægten.
Paul V. Sociale forhold. Banditter. Et nyt Råd.
 

Kampe og partier

Efter den hårde besættelse satte ingen fjendtlig soldat en fod på Coris jord i mange århundreder. Det skyldtes ikke kun held, men snarere klogskaben hos byens ledere, for hvem det lykkedes at holde den langt borte fra krig. Til denne ydre fred svarede desværre ikke en indre overensstemmelse mellem borgerne, som ofte stredes og derved skadede deres by alvorligt.
1500-tallets første år blev forstyrret af nedarvede uoverens­stem­melser fra det foregående turbulente og krigeriske århundrede. På den tid må kampene have været intense og forbrydelserne hyppige. Coris ledende embedsmænd beskriver i et brev til kardinal Riario deres bekymring over, at byen i årevis har været hjemsøgt af had, nag og mord, hvilket alle havde lidt og stadig led under. I Cori var det ikke nødvendigt med ideologier for at få folk til at gribe til våben. Selve opdelingen af byen i Monte og Valle gav ophav til stridende fraktioner og kampen blev stadig værre. Man var for længst nået til et punkt, hvor stridigheder ikke løstes til fælles bedste, men hvor parternes særinteresser afgjorde sagen. Et offentligt projekt eller en formodet uret mod en privat borger kunne resultere i strid mellem det ene og det andet parti. På et tidspunkt var uoverens­stemmelserne blevet så uudholdelige, at bystyret og folket enedes om at bygge et kloster til ære for Frans af Assisi idet de håbede, at helgenen ville beskytte dem. Finansieringen var en stor byrde for en lille by som Cori, men hver enkelt coraner følte sig personligt forpligtet af det højtidelige løfte fordi alle følte behovet for fred.
 

Jomfru Marias tilsynekomst

I 1521 skete det mirakuløse, at Jomfru Maria viste sig for pigen Oliva. I byen hørte man fra en uskyldig treårigs læber, at den Hellige Jomfru havde beskyttet hende i bjergene i 8 dage og ladet hende sutte på en af sine fingre når hun var sulten. Begejstringen over miraklet gav sig på den tid ikke udslag i demonstrationer, men den satte sig uudslettelige spor i byen. Man ville bygge en helligdom på stedet, hvor miraklet indtraf og man ville have Maria med tilnavnet Soccorso[1] som himmelsk beskytter af byen. Det gyveldækkede bjerg blev mål for stadige pilgrimsvandringer, ikke kun af folk fra Cori, men også fra de omkringliggende byer. Billedet af den Hellige Jomfru blev kronet af Vatikanet, en ære, der kun overgår de mest berømte helligdomme.
 

Marcantonio Colonna

Under krigen mellem Spanien og Paul IV så Marcantonio Colonna, kaptajn for de spanske tropper, at Cori var så stærkt befæstet, at han valgte at gå udenom. Laurienti beretter, at en P. Egidio Mariola i byens navn gav ham byens nøgler og andre gaver. Denne ærbødige handling skyldtes ikke frygt eller respekt, som vores historiker vil antyde, men skyldtes, at coranerne foretrak fred med pavens fjende i krig. Men havde kommunen besluttet sig til at forsvare byen, der endnu var stærk og sikker bag sine kyklopiske mure, ville den ikke være blevet et let bytte for den berømte Colonna.
Paul IV, der var opsat på at befri Italien for det spanske overher­re­dømme, kunne ikke tolerere et sådant forræderi. Trods Monsignore Maggis mæglingsforsøg blev coranerne ekskom­muni­kerede, og det var faktisk det mildeste, der kunne ske dem efter en sådan en handling. Paven lod Artena sætte i brand og ødelægge, byens torv blev pløjet op med okser og der blev strøet salt.
 

Torquato Tasso og Marco Sciarra

Moroni fortæller, at digteren Tasso mødte røverhøvdingen Sciarra i bjergene omkring Cori. Han skriver faktisk, at »da den berygtede tyv med sine kumpaner så den store digter i Buzia-bjerge, gjorde de ham ikke noget, men derimod bad de ham høfligt og ydmygt om roligt at fortsætte rejsen og tilbød ham endda hjælp«.
Hændelsen kan godt være sand, for Tasso måtte adskillige gange på sin vej til Sorrento rejse gennem det område, hvor den berømte bandit hærgede. Og vi ved endda, at eftersom Tasso led af forfølgelsesvanvid foretrak han at rejse ad småvejene frem for ad Via Appia, hvor han frygtede at blive overrasket af sine fjender. Men dette møde i Busiabjergene findes der ikke skriftlige spor af.
 

Verallislægten

Verallislægten fra Cori skylder sin storhed sit gode venskab med kardinal Alessandro Farnese, som flere gange var gæst i villa »il Colle«. Da kardinal Farnese blev valgt til pave under navnet Paul III, fik han Veralli’erne til at flytte til Rom, hvor han lod dem begynde strålende karrierer.
Giovanni Battista Veralli blev romersk konservator og overtalte Farnese-paven til at lade vinduerne i hans palads udforme ligesom dem i Herkules-templet i Cori. Af hans børn blev Girolamo kardinal og pavelig udsending ved forskellige europæiske hoffer og Paolo Emilio blev ærkebiskop af Capua. Af børnebørnene blev Fabrizio kardinal og Giovanni Battista Castagna blev pave under navnet Urban VII.
I Rom giftede de sig ind i de mest betydningsfulde adelsfamilier, og i 1590 solgte de deres ejendomme i Cori. Villa »il Colle« kom på Spadaslægtens hænder, dernæst Ceva og så Silvaslægten, men i dag er der så godt som intet tilbage af fordums glans.
 

Paul V

Laurienti skriver, at »de antikke forfattere kaldte Cori en by. I 500 år har den nu været kaldt flække, landsby eller fæstning. Paul V[2] lovede at give den titlen by tilbage og gøre den til et stift hvis coranerne ville bidrage til bispedømmets opretholdelse. Dette fremgår af pavelige dokumenter og andre skrifter, som befinder sig i S. Olivas arkiv«.
Loftet i S. Francesco
 
FOTO XIV - LOFTET I KIRKEN DI S. FRANCESCO
Ferri
Nu mener man, at der ikke var tale om dokumenter, men kun mundtlige løfter fra paven. Faktisk finder vi aldrig citeret noget dokument vedrørende dette emne. I Byrådets bøger fra 1605 står: »eftersom der er håb om, at denne landsby Cori atter kan få status af by, ville det være godt, hvis nogen besøgte den oplyste og ærede kardinal af Como, hvem Hans Hellighed har betroet dette hverv, og bragte ham nogle gaver... hvortil man må bruge de penge, der kræves...
... man kan bruge en sum på 200 scudi for at få den pavelige bulle og brevet med denne titel af by... der gives autoritet til Priorerne, som skal overvåge, at der bruges, hvad der er nødvendigt til dette... Man må betale for at få Cori erklæret en by«. Det er bemærkelsesværdigt, at denne Rådsforsamling ikke hentyder til oprettelsen af bispesædet, som dog måtte glæde borgerne lige så meget som titlen af by.
Problemet var åbenbart ikke så enkelt. Paul V regerede til 1621, og disse løfter blev aldrig indfriede. Cori fik først titel af by i de officielle dokumenter igen i 1697, skriver Accrocca.
 

Sociale forhold

De mange herskabelige huse omgivet af haver giver indtryk af, at Cori er en by, der nyder godt af en vis velstand. Den store land­brugs­produktion, handelen og håndværksmæssige ressourcer er virkelig kilde til fortjeneste for de arbejdsomme borgere, som ved hvordan de skal producere og spare op. Men i de forløbne århundreder var rigdommen for de få, eftersom det vidtstrakte territorium næsten udelukkende var ejet af de ledende familier, som forpagtede jorden bort med stor fortjeneste. Hovedparten af befolkningen levede derimod i usle stråtækte huse, direkte eller indirekte afhængige af en herremand. Den udbredte armod blev forværret af en koloni af jøder, der udøvede åger. De tog en centesimo pr. scudo hver dag (72%). For at komme denne spekulation til livs, oprettede de kristne coranere et assistenshus, »i Monti di Pietà«, men jøderne forblev i Cori indtil 1569 da Pius V jog dem ud af Kirkestaten med undtagelse af Rom og Ancona. Som spor af deres tilstedeværelse findes endnu navnet på det kvarter, de boede i: la Giudecca.
Et udbredt problem på den tid var våben. Alle var bevæbnede, og derfor endte simple kontroverser ofte blodigt. I de coranske Statutter kræves, at il Podestà personligt rider byen rundt hver søndag med en soldat og to vagter for at indsamle våben fra såvel adelige som jævne folk. Dette var ikke tilstrækkeligt til at eliminere problemet, og heller ikke de talrige love, stadig fornyede og strammede, som paverne udstedte imod at bære våben havde nogen større effekt.
Men den 30. april 1585 måtte man betale dyrt for denne mangel på respekt for loven. Fire unge coranere blev hængt uden for Porta di San Giovanni i Rom efter at de blev fundet med våben på sig efter offentliggørelsen af et edikt fra Sixtus V. Højtstående præster tilbød forgæves paven en løsesum på 4000 scudi, og det blev den første dødsdom fra den pave, der senere skulle blive berømt for sin kamp mod røverne.
 

Banditter

Røvere var en sand plage i Kirkestaten gennem flere århundreder. Tyve, banditter og desertører slog sig sammen i grupper og drog gennem landet, mens de levede af rov. Befolkningen blev ofte terroriseret af dem, og mange af de mere velstående borgere lavede en aftale med dem for ikke at blive fuldstændig udplyndret. Dette var en anden fare, for blev det opdaget, måtte de betale store bøder for deres frygt. Banditterne levede derimod relativt sikkert eftersom de kunne bevæge sig gennem de udstrakte skovområder og let flygte fra gendarmerne. Skulle nogen imidlertid falde i deres hænder, var deres skæbne beseglet. Fra Ponte Sant’Angelo hang tit hoveder af henrettede banditter til advarsel og som tegn på retfærdighed. På Coris territorium, der strakte sig fra Saccodalen til den pontinske slette og var dækket af skovbevoksninger, manglede disse uønskede gæster heller ikke. I Byrådets bog fra 1593 kan man læsse, at »Coris priorer ikke kunne tage ud og besøge territoriets grænser på grund af de sædvanlige forhindringer fra banditter og stridighederne med Rocca Massima... det udsættes til en gunstigere lejlighed«. Det ses, at end ikke priorerne med deres velbevæbnede eskorte følte sig sikre imod disse banditter, der måske ventede på dem i et baghold. Man forstår, hvor berettiget Sixtus V’s voldsomme kampagne mod banditterne var. Desværre var hans fem år lange pontifikat ikke tilstrækkeligt til at gøre en ende på uvæsenet, som i visse perioder blev stadig mere alvorligt.
 

Et nyt Råd

Generalrådet eller det coranske parlament bestod af alle byens fami­lie­overhoveder, det blev dannet omkring 1500, og blev samlet af il Podestà på opfordring fra priorerne under særlige omstæn­digheder. På denne måde kunne hele befolkningen deltage i bystyret og tage beslutninger om større problemer. Dette demokratiske styre varede til 1668, da kardinal Rospigliosi på vegne af Kirkestaten bestemte, at Generalrådet skulle bestå af repræsentanter fra 60 familier udvalgt blandt de førende i byen – 20 fra hver port. Dette skulle afværge skaderne fra en dårlig ledelse af dårligt uddannede mænd »og ved at bruge erfaringen bøder man på skaderne og man kan håbe på dygtigheden af de nye rådsmedlemmer«.  
[1] dvs. Hjælperen
[2] pave 1605-1621. PH,  
HOME

Vil du vide mere.....  så ring 8643 9000 -eller email@cori.dk

TOP

SITEMAP